Kære medlem
 

Nu skal vi snart i vandet, og Værløse Svømmeklub står klar til at modtage jer på jeres første undervisningsdag. I den anledning informeres I hermed omkring lidt praktiske ting.

 

Praktisk information

 

Den første undervisningsdag vil vi bede dig komme i god tid.

De første 2 uger af sæsonstart, uge 36 og 37 mandag - torsdag, vil der i foyeren sidde en medarbejder fra svømmeklubben, som vil krydse dig af på vores medlemsliste samt udlevere dit adgangsarmbånd. Herefter overtager billetsalget i svømmehallen denne udlevering.

 

For at lette ovennævnte ekspedition beder vi dig medbringe din bekræftelse på tilmeldingen.
 

Undervisningsgange og evt. aflysninger.

I denne sæson er der 33 undervisningsgange. Sidste undervisningsdag er for:

Mandagshold d. 27. maj 2018

Tirsdagshold d. 21. maj 2018

Onsdagshold d. 22. maj 2018

Torsdagshold d. 16. maj 2018

 

Ferie og lukkedage følger Furesø Kommunes ferieplan for skoleåret 2018/2019. Se i øvrigt vores hjemmeside under Lukkedage.
 

Vi har desværre ikke mulighed for at erstatte aflysninger midt i sæsonen, men vi forsøger at erstatte tabt undervisning i slutningen af sæsonen, da vi har bassintider til og med 29. maj 2019. Denne erstatning gælder kun for hold, som har været ramt mindst 3 gange. Tilbud om erstatning vil blive sendt ud primo maj 2018.

 

Pas godt på dit adgangsarmbånd hele sæsonen. Når sæsonen er slut d. 29. maj 2019, skal armbåndet være afleveret igen, da klubben hæfter økonomisk for disse armbånd. Læg derfor dit armbånd i "bøtten", når du har været til din sidste undervisning. "Bøtten" vil stå ved udgangsmøllen allerede fra maj måned.

Glemmer du dit adgangsarmbånd bliver det noteret på deltagerlisten, og du får udleveret et erstatningsarmbånd. Tredje gang du glemmer dit adgangsarmbånd skal du selv købe et nyt. Det koster 50 kr.

 

Svømmerne skal vaske sig grundigt uden tøj på, skylle sæberester godt af og sørge for, at håret er skyllet for løse hår. Lad ikke badetøj ligge i sæbevandet på gulvet. Klor kender ikke forskel på skidt og sæbe.

 

Er du på hold efter kl. 20.00, gør vi dig opmærksom på, at der fra dette tidspunkt påbegyndes rengøring i hele svømmehallen, også i omklædningsrum samt i foyeren. Vi beder derfor vores medlemmer om at udvise fleksibilitet, når svømmehallens personale beder om at komme til.

 

Alle svømmere i 25 meter bassinet (fra Fisk og op) skal møde omklædt ved bassinet 10 min. før svømmestart, da vi indleder med opvarmning.

 

Har du langt hår, så husk en hårelastik, så du ikke får håret ned over øjne, næse og mund.

 

Til drengene og herrerne vil vi bede om, at I har rigtige badebukser på og ikke badeshorts med halvlange løse bukseben, da det giver meget modstand i vandet og ændrer på, hvordan børnene ligger i vandet.

 

Til pigerne anbefaler vi en badedragt, da bikinidele kan glide den forkerte vej ved udspring.

 

Alle svømmere skal have deres egne svømmebriller. Vi bruger ikke dykkermaske i klubben, da børnene skal kunne puste bobler/luft ud af næsen.

 

Svømmerne må ikke gå i vandet før holdstart

 

Bassintider

Vi har tider i bassinerne fra kl. 16.30 til kl. 21.00 (samt enkelte tider om formiddagen med vandgymnastik og babysvømning).

 

Holdstørrelser

I 25 m bassinet er holdstørrelserne på max. 15 svømmere på 2 baner, og i Aktivitetsbassinet er holdstørrelsen ligeledes på max. 15 svømmere. Hvert hold er tilknyttet 1 instruktør og 1-2 hjælpeinstruktører. Vores hold er ikke aldersopdelt indenfor samme hold. F.eks. er alle Fisk- og Pingvinhold for 7-12 årige, Søløver for 9-13 årige osv.

 

Holdplacering

Er man i tvivl om holdplacering, kan man på vores hjemmeside læse holdenes målsætninger og forudsætninger for deltagelse på hold.

Du er naturligvis også altid velkommen til at skrive til kontor@vaerloesesk.dk. Så finder vi holdet til dig eller dit barn. 

 

Flytning af hold

Ønsker om flytning til et andet hold, anden ugedag eller andet tidspunkt kan KUN blive imødekommet, såfremt der er plads på det pågældende hold, og såfremt instruktøren vurderer, at svømmeren har de fornødne færdigheder til at kunne deltage på dette hold. Er det ønskede hold fuldt booket, må man på lige fod med andre tilmelde sig ventelisten. Ønsker om flytning skal ske skriftligt til kontor@vaerloesesk.dk, så klubben til enhver tid har styr på medlemslisterne.

Ønske om holdskift med henvisning til ”sociale relationer” og logistik imødekommes – såfremt det er muligt - og kun hvis det er svømmeteknisk forsvarligt, dvs., at vi ikke rykker børn til et andet niveau end det, der er anbefalet af instruktøren.

Vi har forsøgt at tilrettelægge denne procedure så retfærdigt som muligt og indenfor de begrænsninger, der er i det elektroniske medlemssystem. Vi gør, hvad vi kan for at imødekomme alles ønsker, men dette er desværre ikke altid muligt på grund af de begrænsede banetider


SPECIELT TIL FORÆLDRE MED YNGRE BØRN

Vi har nogle hold for yngre børn, der ligger ret sent på dagen. Det har været nødvendigt at lægge disse hold her, pga de banetider vi er blevet tildelt. Vi har valgt at oprette disse hold for at udnytte alle de tider, vi er tildelt bedst muligt og under hensyntagen til, hvilke hold der er mest efterspørgsel efter.

Hvis du ved, at dit barn har svært ved fysisk aktivitet/indlæring på dette tidspunkt, vil vi opfordre dig til ikke at melde dit barn til et sent hold. Klubben tilbagebetaler ikke kontingent.

Vi opfordrer i øvrigt alle vores medlemmer til at orientere sig på vores hjemmeside, se bl.a. Værløse Svømmehals Vejledning til VSK-medlemmer i menuen Ordensregler. Denne udleveres også på din første undervisningsdag.

 

Opdater din profil

Husk at vedligeholde din profil med kontaktoplysninger, både mobiltelefon og email. Det er dem, vi bruger, når vi sender information og aflysning af svømning.

 

Vi ser frem til at byde jer alle velkommen.

 

Med venlig hilsen

Værløse Svømmeklub

 

Nyheder

Sponsorer